Mere...

Coton de Tulear er f.eks. en hunderace som bruges som selskabshund. Hunderacen har ry for at være allergivenlig. Den fine, silkeagtige, bløde pels har givet hunden øgenavnet "Bomuldshund".

Coton de Tulear har sin oprindelse langt tilbage - formentlig helt tilbage til omkring 1500-tallet, da europæiske hunderacer parrede sig med indenlandske hunde fra Madagaskar.

Hunderacers opståen

Der findes mange typer af hunderacer. Ofte er disse hunderacer opstået som hunde, der oprindeligt havde et formål og et arbejde. Når man anskaffer sig en ny hund, er det derfor vigtigt at man anerkender hunderacens oprindelige formål, da meget af hundens fremtidige adfærd ligger i dens gener fra den oprindelige avl.

Selskabshunde og andre hundetyper

Når man kategoriserer de forskellige hunderacer, findes der masser af såkaldte små selskabshunde. Vi kan f.eks. nævne Chihuahua, Papillon, Cavalier King Charles Spaniel og mange andre racer.

En hel del af disse små selskabshunde, er dog slet ikke oprindeligt avlet som deciderede selskabshunde; men er i stedet blevet til selskabshunde, efterhånden som deres oprindelige job og arbejdsfunktioner er blevet overflødige i vores moderne samfund.

Nogen hunderacer indenfor selskabshunde kan derfor stadig have nogle stærke og meget grundlæggende drifter i sig, som ikke altid er ønskværdige hos en rolig familie- og selskabshund. Jagtinstinkter, vagtinstinkter og hyrdeinstinkter kan hurtigt give problemer for alle hundeejere, hvis man ikke er opmærksom på hundens type og drifter fra den er hvalp! En vagtsom hunderace i en boligblok, kan hurtigt give problemer, hvis man samtidigt vælger en gøende race.. en aktiv, lille hunderace med stærke jagtinstinkter, trives ofte dårligt samme sted, hvis den ikke har et sted at snuse og grave.

Hunderacen og Socialiseringen

Under socialiseringen af hunde, er det vigtigt at man tager hånd om disse medfødte drifter. En selskabshund skal stadig socialiseres og lære fremmede mennesker at kende, helt fra den er lille. En jagthund skal også have mulighed for at lære, at den ikke skal jage cyklister og joggere, helt fra den er hundehvalp. Vagtsomme racer, skal præges og socialiseres intensivt til besøg og kontakt med fremmede, for at undgå deres mistænksomme sind bliver et problem.

Ved at have et stort kendskab til hunderacerne, kan man nemt bestemme sig for den rette type hund til ens behov og familie.

Er man samtidig helt bevidst om hunderacens medfødte drifter, og træner hunden udfra disse, er man godt rustet til at få en velfungerende hund. Man bør aldrig tage for gode varer, at en hunderace beskrives som "en god" selskabshund / jagthund / vagthund / familiehund - men i stedet kigge dybere i hundens aner og historie, og snakke med erfarne ejere og opdrættere af hunderacen.

Man må blot aldrig glemme, at alle hunderacer helt grundlæggende er hunde. Så uanset hvordan en hunderace beskrives, vil den altid kræve socialisering, tilvænning og træning til både miljø og mennesker; ligesom den dagligt skal have selskab og aktivering igennem hele dens liv.

Mængden af socialiserings- og træningsindsats på de forskellige områder, kan dog variere meget, alt efter hvilken hunderace man vælger.

Det er derfor en udmærket ide at kigge i et hundeleksikon, og derefter søge flere informationer om de hunderacer man har interesse i.